Sydvest Frankrig

Introduktion til området

Denne region omfatter talrige små, spredte områder, der tilsammen producerer et imponerende udvalg af glimrende vine med forskelligartet men tydelig påvirkning fra Bordeaux, Spanien, Languedoc-Roussilion og Rhône.

I hjertet af regionen ligger Gascogne, det store Armagnac distrikt, hvorfra d’Artagnan drog ud i ca. 1630 for at søge berømmelse og lykke hos kongens musketerer.

Afstand fra dansk-tysk grænse

1.620 km til Cahors
1.840 km til Pau

Historie

Vindyrkningen går helt tilbage til romertiden, men storhedstiden var i middelalderen under indflydelse af klostrene.

Områderne har længe lidt under Bordeaux-købmændenes protektionistiske forholdsregler mod købmændene fra Haut Pays.

Geografi og klima

De forskelligartede områder har selvfølgelig et antal forskellige jordbundstyper, og klimaet er påvirket af Atlanterhavet med våde vintre og forår, varme somre og lange solrige efterår.

Druesorter

Der anvendes mange forskellige druetyper i de forskellige områder.
I Cahors produceres der udelukkende rødvin og man er helt afhængig af Malbec eller Cot druen.

I Bergerac anvendes de typiske Bordeaux druer såsom Cabernet og Merlot til rødvin og Sauvignon, Sémillon og Muscadelle til hvidvin.

Specielle vine

Hvert område har sin egen karakter, uden at nogen vin har en ægte klassikerstatus.

De saftige, søde Jurançon moelleux og Monbazillac, de fine vine fra Bergerac, Buzet og Marmandais og de sorte vine fra Cahors er alle værd at prøve.

Armagnac, som er Frankrigs mest berømte spirituosa efter Cognac giver naturligvis også mange smagsoplevelser.

Klassifikation

På grund af de mange mindre distrikter i Sydvestfrankrig kan det virke lidt uoverskueligt med de mange appellationer.

Seværdigheder

I dette store område vil det være nødvendigt at se lidt mere specifikt på, hvor man ønsker at opholde sig.

Hvis turen f.eks. går til Cahors er byen Cahors meget spændende med sin smukke placering ved floden Lot, og måske kan et besøg på HKH Prins Henrik’s Château de Caix komme på tale.

Området Sydvest Frankrig

Det sydvestfranske vinområde strækker sig over i alt 12 departementer, fra Bergerac i nord til Baskerlandet i syd.

Områdets vine har egentligt ikke åbenlyse fælles karaktertræk, men ligner dog alligevel hinanden mere, end de ligner andre vine udenfor distriktet.

Lidt det samme fænomen, vi også finder i Loire området, hvor vinspekteret strækker sig fra de tørre vine i Sancerre til de svagt sødlige i Vouvray.
Hvis man hos INAO skulle opdele det sydvestfranske vinområde, ville det nok blive gjort i tre dele, bestående af:

  • Bergerac/Dordogne
  • Det centrale Sydvest
  • Béarn/Pyrenæerne

Bergerac/Dordogne

Området betragtes lidt som lillebror til Bordeaux, og man bruger da stort også samme druetyper.

Som Bordeaux er delt af Gironde floden, er Bergerac delt af Dordogne. Stilmæssigt er vinen fra den højre bred blødere med større finesse end vinen fra venstrebredden, der så til gengæld er mere robust med mere garvesyre.

Bergerac/Dordogne har med Monbazillac også sit eget modstykke til Bordeaux’s kendte Sauternes-distrikt.

Det er værd at holde øje med disse søde, tidligere meget oversete vine, da de ofte er langt mere komplekse, intense og velsmagende end tilsvarende i samme prisniveau fra Sauternes.

Det centrale Sydvest

I midten af det sydvestfranske vindistrikt ligger, hvad man under ét kan kalde »Det centrale Sydvest«, der dækker over områder som bl.a.:

  • Cahors
  • Buzet
  • Gallac

Efter manges mening har området vinmæssigt set stået lidt stille de seneste år, selv om både det øvrige Sydvestfrankrig og Sydfrankrig er inde i en rivende udvikling.
Men – da priserne også kun er steget meget beskedent, er der stadig en uovertruffen sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Druesorterne er også her de samme som i Bordeaux, men da området samtidig er traditionernes højborg indenfor vindyrkning, er det primært de gamle, nedarvede lokale traditioner i kombination med områdets terroir, der giver vinene deres særpræg, og som derfor kun har meget lidt til fælles med Bordeaux.