Introduktion til området
Champagne og de to champagne byer Reims og Épernay var den første region, der fremstillede mousserende vin i et omfang, så ordet Champagne blev synonymt med en sådan vin.
I dag leverer Champagne-området kun cirka hver 12. flaske mousserende vin, idet der både andre steder i Frankrig og især i Sydafrika, Australien og USA også fremstilles mousserende vine efter champagnemetoden.
Afstand fra dansk-tysk grænse
Historie
I 1600-tallet blev vinproduktionen væsentligt forbedret af forskellige præster med Dom Pérignon i spidsen. Champagneindustrien, som vi kender den i dag blev til i de første 40 år af 1800-tallet.
Det første store skridt blev taget af Madame Cliquot, og i 1838 fandt André François ud af, hvorledes man kunne måle den præcise sukkermængde, således flaskerne ikke eksploderede under gæringen.
Geografi og klima
Den nordlige placering gør, at det er et risikabelt foretagende at dyrke vin, så kvaliteten veksler fra år til år.
Dette bevirker, at champagne ikke bare blandes af druer fra forskellige landsbyer, men også fra forskellige årgange.
Den magre jord skal konstant tilføres gødning i form af enten “cendre noires” (sort aske), som findes på regionens bjergtoppe eller med fintmalet husholdnigsaffald fra Reims eller Paris.
Druesorter
Hele arealet er tilplantet med tre druesorter:
- Pinot Noir
- Meunier
- Chardonnay
så det kommer måske bag på nogle, at hvid champagne i stor udstrækning fremstilles af røde druer
Specielle vine
Grand Marque betyder et stort mærke eller et berømt navn.
I Champagne er der en speciel organisation, der siden 1964 har været kendt som “Le syndicat de Grandes Marques de Champagne”, som har 24 medlemmer.
Klassifikation
Der er 17 landsbyer med status af Grand Cru, herefter følger Premier Cru og til sidst Échelle de Cru.
Seværdigheder
Reims er kendt for kældre, kirker og kunst.
De kendte Champagnehuse ser gerne gæster og i centrum ses Cathédrale Nôtre-Dame, der er en af verdens berømteste kirker med blandt andet mosaikker af Chagall.
De fleste af Frankrigs konger er kronet her. Ved siden af katedralen er Palais du Tau, der er museum for katedralens skatte og statuer.
Ligeledes findes et museum med gobeliner og værker fra det 15. århundrede.
I Épernay er de mange hundrede kilometer kældre meget besøgt.
Ligeledes er der her mulighed for at besøge de tre selvstændige museer.
Hver lille landsby har endvidere noget at byde på.
Boblende glæder
Udbuddet er enormt af Champagne og mousserende vine på det danske marked. Smagen rækker vidt – fra det tørreste tørre til det sødeste søde, og produkterne kommer fra alle afkroge af vinverdenen.
Nedenfor er der beskrevet nogle af de mest gængse typer Champagne/mousserende vine, som uden problemer kan anvendes til nytårsaften.
Og husk – Champagne og andre mousserende vine,
kan jo drikkes hele året rundt.
Champagne
Champagne kommer fra området omkring Reims og Ebernay i det nordlige Frankrig og kun herfra.
Vinene er udelukkende lavet på Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay. Ca. 8% af hele verdens mousserende vine kommer fra dette distrikt, dog er Champagnemarkedet stigende i disse år.
Champagne kendes ved at have mange bobler og med en fin mousse-smag. Boblerne fremkommer i flasken når der tilsættes gær i vinen og den gærer videre i flasken. Trykket i Champagne er normalt ca. 5-6 atmosfærer.
Vi kender alle det med at stå med en tør (brut) Champagne nytårsaften til kransekagen, hvor vinen slet ikke passer til.
Årsagen hertil er at kransekagen er sød, mens vinen er tør, og de to ting harmonerer ikke.
Vælg i stedet for en Demi-Sec (halvtør) eller Sec. Denne sødmegrad reguleres ved den såkaldte Dosage (tilsætning af likøragtig vin), som tilsættes til slut i fremstillingen af Champagne.
Typer af Champagne
Non-Vintage | Vinen blandes fra flere årgange. |
Vintage | Vinen laves kun i de bedste årgange. Årgangen skal fremgå på etiketten. Lagres minimum i tre år på flaske. |
Blanc de Blanc | Vinen laves udelukkende på Chardonnay-druen. Kun bedste kvaliteter. |
Blanc de Noirs | Vinen laves udelukkende på Pinot Meunier eller Pinot Noir. Stilen er mere aromatisk og kraftig på denne type Champagne. |
Champagne Rosé | Sammenstikning af færdiglavet rød og hvidvin. |
Prestige Champagne | Champagnehusets bedste kvalitet, som oftest er denne med årgang. |
Crémant
Fremstillingsmetoden er den samme som i Champagne, men trykket i flasken er noget lavere – ca. 3-4 atmosfærer.
Der produceres kun Crémant i Frankrig og Luxembourg, men mange forskellige steder.
Crémant de Loire
Langs Loire floden breder fremstiles den herlige drik primært på Chenin Blanc druen.
En forholdsvis ny appellation fra 1975.
Crémant d’ Alsace
I den østlige del af Frankrig laves denne Crémant.
Vinene er generelt tørre til meget tørre, og er meget velegnet til skaldyr, madtærter, eller bare til at nyde en varm dag.
Crémant d’ Bordeaux
I det anerkendte distrikt laves der altså også mousserende vin. Der er efterhånden mange producenter.
Vinene laves på de gængse grønne Bordeaux-druer Muscadelle, Sémillon og Sauvignon Blanc.
Crémant d’ Bourgogne
Ofte mere sprøde og lettere end rigtig Champagne.
Der findes ca. 100 producenter fra hele distriktet.
Crémant de Die
Vinen laves i hjertet af Rhone dalen, hvor den i 1999 erstattede Clairette de Die-appellationen.
Vinen laves udelukkende på Clairette druer, som giver vinen en frisk, sprød smag med undertoner af brændte mandler og nødder.
Crémant de Limoux
Limoux distriktet er beliggende i det sydvestlige hjørne af Frankrig.
Smagen i vinene er mere varm og halvtør end eksempelvis Crémant d’ Alsace.
Crémant de Luxembourg
Historien fortæller os af borgerne i Luxembourg har haft stor tradition for at drikke mousserende vine, og i 1991 fik landet deres tilladelse til at lave Crémant. Druetyperne er Pinot Blanc, Riesling og Elbling.
Spanien – Cava
Cirka 50 kilometer nord for Barcelona centrum ligger byen San Sadurni de Noya.
Dette er hjembyen for Cava produktionen. Hvis man ankommer med tog møder synet af det største Cava hus Frexenets enorme bygninger én.
I dette golde landskab gror Cava druerne Maccabeo, Xarello og Parellada særdeles godt. Vinificeringen af Cava sker ligesom i Champagne distriktet.
Området er kendt for sine enorme lagringskældre, hvor Cava’en ligger og modner. På det anerkendte Cava hus Codorniu lagrer vinen i Pupitre (lagringsreoler) i 25 kilometer lange tunneler.
De bedste blandinger fra husene er der årgang på, og traditionen siger at alle Cava’er generelt er tørre.
Cava’ens smag er lidt speciel i forhold til mange andre mousserende vine. Mange mennesker genkender en lidt brændt, krydret og solbranket smag i vinene. Årsagen til dette er primært klimaet, men også druerne.
Italien-Spumante/Moscato d´Asti
Næsten i alle Italiens vindistrikter laves der mousserende vin. Ordet Spumante kommer fra verbet spumare, at skumme.
Fremstillingsproceduren er noget anderledes end i Champagne, men smagen nærmer sig alt efter, hvilken udgave man vælger sig.
Som i de andre mousserende vindistrikter findes der vine som er meget tørre til vine der er vældig søde. Vinene laves på mange forskellige druetyper og med forskellige sødmegrader.
En af de kendteste mousserende vine Moscato d’ Asti (Moscato fra Asti) er fra området omkring Asti byen i Piemonte regionen. Vinen er lavet på Muscat druen og er halvsød i smagen.
Vinene er det man i vinverden kalder Frizzante, som betyder perlende. Her hentyder man til den perlende og drillende smag som præger tungen efter et glas.
Vinen er særdeles velegnet til sødere sager, ikke mindst kransekagen nytårsaften. Italienerne ynder at drikke vinen som aperitif eller til desserten.
Som tidligere nævnt laves der mousserende vin rigtig mange steder i verden.
Nogle steder hedder det Sekt, Cremant, Cava andre steder Sparkling Wine.
Essensen er, at forbrugeren skal nyde denne herlige og liflige drik med velbehag, og til stunder som fortjener det -måske nytårsaften?!