Vinens temperatur

Vinens rette serveringstemperatur er et lunefuldt spørgsmål, som vi ofte bliver stillet.


Hvidvine

Råder vi til at tage flasken ud af køleskabet ca. 30 minutter inden servering.
Træk den gerne op ved samme lejlighed.
En hvidvin smager bedst, når den nydes ved ca. 10-12 grader.
Mange nyder deres hvidvine alt for kolde, hvilket hæmmer vinen i at udfolde sig helt – især med hensyn til duften, som jo er vinens væsentligste visitkort.
Lad derfor hvidvinen folde sig ud i glasset ved en temperatur på ca. 10 grader og servér endelig også hvidvinen i store eller halvstore glas.

Rødvine

Er den “kloge”, støvede holdning, at den skal “serveres ved stuetemperatur”.
Hos en almindelig dansk kernefamilie ligger stuetemperaturen gerne en til to grader over de 20, og der er i overkanten for vinen.
Skru derfor ned for blusset eller – for husfredens skyld – lad vinen blive i et lidt køligere rum (et gæsteværelse, kontor eller bryggers), indtil den skal serveres.

Husk på

At det er relativt enkelt at temperere en kølig vin, mens det er langt mere “dramatisk” at køle en varm vin.
Nyd rødvine ved ca. 16-18 grader, og husk hvis behov, at anvende karaflerne… – de står jo derinde bag i skabet.

Et lille tip, når huset skal være fuld af gæster:

  • Hæld hvidvinen i glasset, før gæsterne sætter sig – så får hvidvinen hurtig den rette temperatur.
  • Og servér endelig rødvinen et par grader for kold, da vinen meget hurtigt “lunes” i glasset, pga. de mange levende lys og ikke mindst de mange glade gæster.