Central Italien

Dette afsnit omhandler følgende vinområde:

• Toscana
• Marche
• Umbrien
• Abruzzo
• Lazio
• Molise
• Sardinien

Toscana

Toscana ligger i den nordlige del af mellem Italien og grænser op til provinserne: Lazio, Umbria, Marche, Emilia-Romagna og Ligurien.

Sammen med Piemonte er Toscana det vinøse Italiens bannerfører, men hvor Piemonte er karakteriseret ved bjerge og køligt klima, så er Toscana langt mere bakket og sommeren er varmere.

Landskabet er utroligt malerisk med venlige bjergskråninger beklædt med cypresser, oliventræer og vinmarker, og det er således intet under at de danske guldaldermalere i 1800-tallet malede mange billeder hernede.

Vinstokkene er hovedsageligt plantet i 100-500 meters højde og deroppe blæser som regel en kølig vind fra Appenninerne som køler druerne af om natten.

Toscana’s vinhistorie går meget langt tilbage og allerede i år 800 f.k. begyndte etruskerne at handle med den vin de fremstillede. Ud fra arkæologiske udgravninger har man kunnet fastslå, at de sorter som anvendtes dengang, er meget nært beslægtede med vore dages Sangiovese og Trebbiano.

I Middelalderen sørgede de rige købmandsfamilier for at her blev dyrket og handlet med masser af vin.

Familierne var så rige at mange af Europas konger var økonomisk afhængige af dem og de solgte således store mængder vin allerede i 1300-tallet til folk som Edward den 1. af England.

Med op- og nedture har Toscana siden da været helt fremme, som et af verdens bedste vinområder.

Den største nedtur i nyere tid var i 1956, da hård frost slog næsten alle vinstokkene og oliventræerne ihjel, og folk måtte flygte fra kulden og den deraf følgende økonomiske ruin. Mange landsbyer blev helt affolket og vinmarkerne lå øde hen. I 1960’erne kom velhavende drømmere til, købte gårde op og startede en stille fremgang igen.

I 1970’erne steg kunsten og siden 1980’erne har der igen været fuld damp på vinavlen i Toscana.

Det spændende ved toskansk vin er de mange vinøse trends og ideer, der hele tiden bobler og skaber nye spændende vine.

Moden skifter hurtigt og dynamisk på en næsten anarkistisk måde, og det betyder meget stor vinmæssig alsidighed.

Toscana er generelt rødvinsland og den klassiske vin er Chianti, der skabes på den ligeså klassiske Sangiovese.

Denne drue er den bærende kraft i den toskanske vinindustri, hvad enten den blandes med Canaiolo Nero, Mammolo, Malvasia og Trebbiano som i Chianti eller den vinificeres alene som i Brunello di Montalcino.

Udover de klassiske vine fra Chianti, findes her også masser af nyskabende områder som f.eks. Bolgheri, hvor man eksperimenterer med internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Syrah, hvilket som regel giver stor succes.

Det spændende ved alle disse vine er at nyt og gammelt ikke blot støder sammen i konflikt, men mødes i harmoni og skaber nye klassikere, som f.eks. Supertoscanerne.

Der fremstilles også rosé (på samme druer som de røde vine), sød Via Santo og hvidvin i Toscana, men alle disse vine har sjældent samme verdensklasse niveau som rødvinene.

Hvidvinen præges generelt at kedelige sorter som Trebbiano og Malvasia, men internationale sorter som Chardonnay, Pinot Bianco og Sauvignon Blanc vinder langsomt frem, og med dem stiger kvaliteten af de ellers ret tynde vine.

Chianti

Et bredt begreb der omfatter vin fra hele Chianti zonen, hvoraf den største del kommer fra 7 specifikke underzoner med præcise betegnelser.

Al Chianti skal som minimum opfylde visse krav, mens vinene fra de 7 underzoner på visse områder har skærpede krav.

Fælles for Chianti vine er, at druebasen udgøres af :

• 75-90% Sangiovese
• 5-10% Canaiolo Nero
• 5-10% af Trebbiano eller Malvasia

Brunello di Montalcino

Efter Barolo og Babaresco nok Italiens mest kendte vin. Mørk og kødfuld med lang levetid.

Sammenlignet med Chianti og vinene fra Montepulciano er Brunello’en da også den mest korpøse og komplekse.

Den relativt sydlige beliggenhed giver vinene et solmodent og tæt præg. Bl.a. kirsebær er et klassisk duft- og smagselement hos Brunello.

Druen er 100% Brunello – også kaldet Sangioveto Grosso.

Bolgheri

Et meget lille område næsten stik vest for Siena. Bolgheri er hjemsted for nogle af Toscana’s mest berømte vine, bl.a. Sassicaia og Ornellaia.

Zonen er karakteriseret ved megen varme og sol, hvilket man ikke kan undgå at bemærke i vinenes stil.

Generelt opnår Bolgheri mørke, tætte og koncentrerede vine med god holdbarhed. De kendte supertoscanere er uden for D.O.C. grundet en for høj procentdel af visse druesorter (eksempelvis Cabernet Sauvignon).

Der fremstilles også en del hvidvin i området, men disse står noget i skyggen af omtalte røde.

Druemæssigt er Toscana rigt repræsenteret og står for et umådeligt stort antal druer af både “indfødt” og udenlandsk karakter.

En enkelt entusiastisk vinmand, Hertug Cosimo III de’ Medici, har i midten af 1800-tallet alene importeret 150 af de i alt 211 druesorter der i dag er registreret i Toscana.

De vigtigste grønne druer er Vernaccia, Malvasia og Trebbiano, som ud over at blive vinificeret alene, også indgår som blødgørere i visse røde vine. På den blå side er Sangiovese den absolut mest betydningsfulde drue. Sangiovese findes i et utal af kloner og har mange forskellige navne.

Betegnelser som Sangioveto, Brunello og Prugnolo dækker således alle over druer af samme familie. Ud over Sangiovese bør også nævnes Canaiolo Nero og Mammolo som to klassikere fra området.

Then, in 1978, in an infamous blind tasting arranged by Decanter Magazine, the 1972 vintage of a largely unknown wine called Sassicaia, made at Tenuta San Guido estate of the Marchese Mario Incisa della Rocchetta, beat a number of top Bordeaux wines

De røde vine bygger hovedsagelig på Sangiovese og Montepulciano druer, men andre steder i Marche laves der også vin på Gaglioppo.

I det centrale Italien finder vi denne stadigt lidt oversete region. Set fra et internationalt synspunkt er regionens mest kendte vin nok den hvide Verdicchio dei Castelli di Jesi – som i 1950’erne blev markedsført i den amfora-formede flaske fra firmaet Fazi-Battaglia.

Selv om Marches producenter efterhånden er trængt godt igennem på det internationale marked, er det stadigvæk et af de bedste områder m.h.t. forholdet mellem pris og kvalitet.

Verdicchio dei Castelli di Jesi

Frisk, tør og supersprød hvidvin fra området omkring Jesi i det centrale Marche.

En af midt-Italiens store hvidvinsdruer med et naturligt højt syreindhold, der også gør den ideel til mousserende vine. Udviklingen går i retning af kraftigere vine med god struktur og krop.

Verdicchio fra gode producenter udvikles meget i de første par år efter aftapning. Typisk et vældigt favorabelt forhold mellem pris og kvalitet.

Her fremstilles mest hvidvine, hovedsagelig på Trebbiano og Grechetto druer, men også Chardonnay har vundet indpas her.

Umbrien er en af Italiens smukkeste regioner med et grønt og bakket landskab, der slynger sig gennem hele området.

Med Toscana som nabo er konkurrencen stor – ja nærmest urimelig, også hvad vinproduktionen angår. Selv om Umbrien er stærkt klimatisk begunstiget, har de fleste vine fra området således altid stået i skyggen af de toscanske kæmper, som også markedsføringsmæssigt er i en liga for sig.

På samme måde fornemmer man, at regionens fulde potentiale endnu ikke er fuldt udnyttet.

Geografisk er Umbrien noget atypisk, eftersom det er den eneste region, der ikke støder op til enten havet eller en landegrænse.

Appenninerne præger hele den østlige side af regionen hvilket gør, at vinproduktionen er begrænset til den centrale og vestlige del.

70% af overfladen ligger i 100-500 meters højde, og er i øvrigt klimatisk perfekt til vindyrkning.

Umbrien er begunstiget af en vældig god vandforsyning i form af mange floder og mindre søer. Vinterne er milde og somrene varme, men uden den helt store risiko for overophedning.

Umbriens vinproduktion fordeler sig på to hovedområder

• Bakkerne omkring Perugia
• Det sydlige Umbrien med koncentration ved Orvieto

Perugias vinzoner breder sig over halvdelen af regionens areal, hvorimod Orvietos vine kommer fra et meget smalt og aflangt bælte, der støder op til Lazio.

Som vinproducerende region er Abruzzerne stadig mest kendt for kvantitet fremfor kvalitet.

Med udgangspunkt i den lokale udvikling har druedyrkning således gennem lange tider været sidestillet med andre frugtafgrøder, og der har været tendens til at maksimere udbyttet – da det at producere god vin altså ikke har haft den primære opmærksomhed.

Regionen præget af Appenninerne og hele 65% af overfladen er bjerge.

Montepulciano d’Abruzzo

Tør rødvin baseret på Montepulciano. Stilen kan variere fra let til kraftig, og kan fra gode producenter have et pænt lagringspotentiale. De fleste Montepulciano’er er dog relativt spinkle med en overvægt på imødekommende frisk frugt. Som udgangspunkt med et varmt og krydret præg.

Der produceres også adskillige udmærkede rødvine på Gaglioppo druen.

De Hvidvine der produceres her er normalt kedelige og lavet på Trebbiano druer.

Hele 90% af den samlede vinfremstilling udgøres af hvide vine, og det er da også disse, som regionen er kendt for.

Langt størsteparten af produktionen er i hænderne på store kooperativer, og sammenlignet med andre regioner har Lazio stor mangel på mindre og mere kvalitetsbevidste producenter.

Med en central beliggenhed berører den romerske region alle de øvrige fem midtitalienske regioner.

Klimaet følger en typisk fordeling mellem den varme tørre kyststrækning og det køligere, mere fugtige vejr inde i landet tættere på Appenninerne.

En stor del af undergrunden er af vulkansk herkomst og minder mest af alt om den vi finder hos den sydlige nabo Campanien.

Begge regioner er i øvrigt underlagt de samme varme vinde fra det Tyrrhenske hav, som blokeres af bjergkædernes mur mod øst.

Generelt er Lazio dog domineret af bakker og sletter, og er som sådan et væsentligt mere taknemmeligt landskab, hvad angår mulighederne for vindyrkning.

Som Italiens næstmindste region fylder Molise ikke meget på landkortet. Heller ikke vinmæssigt har regionen den store betydning, og det er kun sjældent, at områdets vine ses uden for landets grænser.

På trods af at den lokale vindyrkning går helt tilbage til Plinius den ældre, er Molise aldrig rigtigt blevet dyrket intensivt.

Eftersom Molise rækker mere end 100 km ind i landet fra Adriaterhavskysten, er også denne region temmelig bjergrig.

Appenninerne udgør således næsten halvdelen af arealet mod vest, og begrænser her mulighederne for vinproduktion væsentligt.

Molise omfatter to regioner, nemlig Isernia og Campobasso.

Dette er en ø der tilhører Italien. Her laves kraftig mad og kraftige vine.

For kun få år siden var sardisk rødvin en kuriositet, man kun sjældent stødte på.

I dag vinder disse solmodne vine imidlertid mere og mere terræn, og agtelsen følger trop.

Med den stigende interesse for syditaliensk vin er Sardinien således ved at opnå den status, som øen uden tvivl berettiger til.

Potentialet er stort, og vi må forvente at den udvikling vi er vidner til, også vil fortsætte i fremtiden.

Produktionen på Sardinien er dog stadig noget uens m.h.t. til kvaliteten, og producenten er derfor stadig den vigtigste indikator.

Før dannelsen af Alperne og Appenninerne udgjorde Sardinien og Korsika en del af en større bjergkæde, der dominerede området.