Nord Italien

Dette afsnit omhandler følgende vinområder

• Trentino
• Friuli
• Lombardiet
• Valle D’Aosta
• Piemonte
• Veneto
• Ligurien
• Emilia-Romagna

Sydtyrol er det ældste tysktalende vinområde i Europa. Indbyggerne er tosprogede og har stadig stærke bånd til Østrig, som de jo tilhørte frem til afslutningen af 1. Verdenskrig.

Vinmæssigt tager historien sin begyndelse helt tilbage til etruskernes tid.

Her har man fundet mange eksemplarer af den såkaldte “situla”, en slags vinvase (beholder) fra den tids handlende.
Romerne indførte brugen af træfade til både modning og transport af vinene.

Romerne indførte desuden et drueopbindings system med trærammer, som var forgængeren til Pergola-systemet, som man bruger i dag.

Trentino ligger i det nordøstlige Italien og grænser op til Østrig. Klimaet er køligt som i Alsace og derfor dominerer grønne druer Chardonnay, Gewûrztraminer, Moscato, Muller-Thurgau, Nosiola, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling og Sauvignon Blanc.

Dette har været en af de afgørende faktorer i den høje status, som Friuli besidder i dag. Også i udlandet har denne region ry for at være Italiens bedste producent af hvide kvalitetsvine.

Mange af de bedste producenter ønsker en så ren druekarakter, at de simpelthen helt undlader brugen af den anden gæring, også kaldet den malolaktiske gæring.

Det samme gør sig gældende i brugen af nye fade, som tilsvarende reduceres mærkbart i forhold til andre regioner.

Resultatet er hvide vine med personlighed, sprød frugt og en lidt markeret syre.

På trods af at Friuli-Venezia Giulia mest er kendt for de hvide vine, repræsenterer de røde imidlertid halvdelen af produktionen.

Omtrent et dusin af regionens druer opfattes som værende lokale, hvorimod godt det dobbelte antal siges at være importeret udefra.

Topografisk er de vigtigste vinområder beliggende i regionens centrale og sydlige del. De nordligste 40% hører til alperne, og har ingen vinmæssig interesse.

Flertallet af bønderne synes at mene at når de hvert år sælger al deres vin, så er der jo ingen grund til at strenge sig an og investere i nyt udstyr, så i stedet for masser af kvalitetsvin, laves her blot masser af vin.

Området ligger i det nordlige Italien og har hovedbyerne Milano og Brescia.

Selvom Lombardiet ligger mellem store og kendte vinområder som Piemonte og Veneto, er området ikke selv kendt for store vine.

Der produceres dog også rigtigt gode vine i Lombardiet, og det er vine der minder meget om de Nebbiolo baserede vine fra Piemonte, men de er ofte lidt billigere.

Lombardiet kan bestemt også producere mousserende vine og vinene fra Franciacorta er vidt berømte.

De er generelt fantastisk gode og kan sagtens sammenlignes med vinene fra Champagne, både i kvalitet og pris.

Franciacorta: Zonen som frem for alt mest er kendt for sine Spumante vine, som fra visse producenter kan ligge på højde med de franske vine fra Champagne.

Der findes dog også en del kvalitetsproduktion af hvide og røde vine, men disse står alt taget i betragtning i skyggen af områdets mousserende typer.

Som i Bergamo er størstedelen af de dyrkede druer af udenlandsk herkomst Pinot Bianco, Pinot Gris, Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Pinot Nero og Merlot

Af de italienske druer skal nævnes Trebbiano, Barbera, Marzemino og Sangiovese

som dominerende.

Dette alpelandskab giver et forholdsvist køligt klima og naturligvis et særdeles smukt landskab, hvor man blandt andet har udsigt til Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc og store bjerge som Gran Paradiso og Matterhorn.

Det er dog også hovedsageligt skiturister og bjergvandrere der kender til området, idet vinproduktionen er yderst beskeden.

Regionens turister konsumerer sammen med de lokale hele produktionen, og det er således næsten umuligt at købe vin fra Aosta dalen udenfor regionen.

Vinproduktionen er fordelt på ca. 650 ha., og produktionen ligger i omegnen af 18.000 hl.

I 1985 blev regulativet ændret så regionen i dag kun har en enkelt DOC Valle d’Aosta der indeholder syv subzoner, og ingen IGT-vine.

Der er 6 kooperativer i regionen og disse står samlet for næsten 80 pct. af vinproduktionen, men antallet af private producenter er dog stigende.

Langt størsteparten af områdets produktion er rødvin (ca. 80%) og stort set resten er hvidvin, da der kun produceres små mængder rosé og mousserende vin.

Regionen er tosproget med fransk som alternativ til italiensk og dette giver sig til udtryk i udvalget af druesorter.

Det karakteristiske ved vinproduktionen i Aosta er, at vinmarkerne er placeret højt og stokkene vokser helt oppe i 900 meters højde.

Langt de fleste af vinene er hverdagsvine og kun enkelte kan lagres. Hvidvinsproduktionen er mest succesfuld i dalen, fordi de grønne druer er specielt glade for det kølige klima i højderne.

Her produceres 5% af Italiens samlede vinproduktion. 90% af landbrugsjorden i dette område er udlagt til vin, men bedrifterne er mange og uhyggeligt små (gennemsnitligt under 1 ha.).

Baggrunden for at Piemonte hører til blandt de mest veludviklede vinregioner i Italien skal ses i den historiske tætte forbindelse til Frankrig fra år 1500 til et godt stykke ind i 1800-tallet.

Kongerigets hof og adel (Savoien) talte således fransk frem til 1860. Jordbundstilpasning samt teknikker til gæring og lagring har derfor været stærk inspireret af fransk tradition.

Det nordøstlige Piemonte

Kun en tiendedel af Piemontes vinproduktion kommer fra området nord fra floden Po. Ikke desto mindre betragtes stedet som den næstvigtigste hjemstavn for Nebbiolo druen efter bakkerne omkring Langhe og Roero i den centraløstlige del.

De nordlige Nebbiolo baserede vine adskiller sig markant fra Barolo og Babaresco.

Dette skyldes til dels de specielle alpe-klimatiske forhold, men også ikke mindst de basiske jordbundsforhold har stor betydning.

I de bedste årgange har disse nordlige vine således en mere udtalt duft af violer og tjære, blødere tanniner samt en mere bitter finish.

Ud over Nebbiolo (lokalt også kaldet Spanna) er Barbera og Bonarda meget dyrkede blå druer.

Af grønne druer er Erbaluce den dominerende.

Området er et af de mest intenst dyrkede i hele Norditalien, og variationen i vintyper er helt unik.

Monferrato deles af Tanaro-floden i Alto Monferrato mod Appenninerne og i Basso Monferrato mod Po.

Jordbunden er overvejende kalkholdig, men indslag med sand og ler er ofte forekommende. De enkelte områder er dog stærkt præget af mesoklimatiske forhold, og der kan være stor forskel inden for blot få kilometer.

På trods af den geografiske nærhed af Alba, har Nebbiolo aldrig rigtigt slået igennem i denne del af Piemonte.

Området er til gengæld rigt repræsenteret, hvad angår egnskarakteristiske blå druer såsom Barbera, Dolcetto, Freisa, Grignolino, Brachetto, Malvasia og Ruchè.

Topmålet for hvad der er muligt med Nebbiolo, Dolcetto og Barbera demonstreres til fulde.

To af verdens mest kendte vine, Barolo og Barbaresco, fremstilles ene og alene i dette geografisk snævre område. Netop her er dyrkningsforholdene helt ideelle, og det er derfor muligt at producere vine i absolut verdensklasse.

Noget der i øvrigt er ganske specielt ved Barolo og Barbaresco er, at markerne er parcel-baserede ligesom i f.eks. Bourgogne.

Dette vil sige, at forskellige producenter køber sig adgang til de samme marker, og på den måde særskilt ejer stykvise jordlodder.

Barolo

opdeles i fire underzoner, som grundet jordens forskelligartede kalkindhold leverer vine rækkende fra en kraftig, frugtmættet karakter til en nærmest Bourgogneagtig finesserigdom.

Området er yderligere opdelt i små markparceller, hvoraf Cannubi regnes for den bedste.

Dette er en vin der som ung er meget mørk og tæt. Den udvikler dog hurtigt lysere nuancer, og får inden for få år en udpræget tegl-farve. Med mange års lagring bliver vinen nærmest helt orange.

Duften i gode årgange er fænomenalt eksplosiv med utrolig variation i bredden. Indtryk af roser, violer, bær, tjære, tobak, lakrids og chokolade er ikke ualmindelige, og i visse tilfælde forefindes også duft af friske trøfler.

Smag og eftersmag er tilsvarende imponerende. Ofte meget syrebetonet som ung, specielt de traditionelt fremstillede. Holdbarhed varierer fra 10-50 år.

Som i Barolo er det også her Nebbiolo druen, der står bag vinene, som primært dyrkes omkring landsbyen Barbaresco.

Barbaresco-vinene har generelt mere elegance og feminin race end de lidt mere maskuline vine fra Barolo.

De seneste år er en anden drue trådt frem og har taget lidt af rampelyset fra Nebbiolo’en, nemlig Barbera.

Druetypen var tidligere ringeagtet under navne som landvin og fattigmandsbarolo, men er i dag meget eftertragtet og leverer eksotiske, tætte, fede og komplekse vine med en flot bouquet.

Smagen minder i hovedreglen om Barolo, men virker som oftest en anelse blødere i styrke og struktur. Ikke desto mindre en fænomenal vin med samme brede duft- og smagspalet som Barolo. Vinen modner typisk lidt før Barolo, men har omtrent samme lagringspotentiale.

Barbaresco fremstilles i tre kommuner

• Barbaresco
• Neive
• Treiso

På linie med Barolo og Barbaresco findes dens lige, intet andet sted i verden.

Tidligere tiders vinifikationsteknikker producerede lyse, skarpe vine uden fylde og dybde, hvad flere producenter desværre stadig gør.

Finder man den rigtige producent, er der ingen tvivl om, at Barbera må betegnes som Piemontes bedste køb, når man ser på forholdet mellem pris og kvalitet.

Som navne betragtet har Barbaresco næsten altid været opfattet og omtalt som lillebroderen til Barolo – et image som den dag i dag stadig hænger ved.

Dette hænger muligvis sammen med det faktum, at Barbaresco generelt er lidt lettere og bliver hurtigere drikkeklar.

Ikke desto mindre er det ikke berettiget at foretage denne vurdering, eftersom Barbaresco kvalitetsmæssigt ligger fuldt ud på samme højde.

Produktionen af Barolo og Barbaresco har i mange år været stærkt traditionspræget. Fremgangsmåden var stort set den samme overalt, og indebærer følgende generelle kendetegn.

Allerede 1000 år før Kristi fødsel har Veneto haft en udbredt vinproduktion. Romerne skulle have haft forkærlighed for den søde vin “Rhaetic”, som siges at være en forgænger for den moderne Recioto.

Omkring Gardasøen i det nordlige Italien ligger Veneto, Italiens tredje mest betydelige vinområde.

Regionen har en bred blanding af lokale og internationale druer, men set fra udlandet er det stort set kun de lokale specialiteter, der er i søgelyset.

Her tænkes der især på vine som:

• Amarone
• Ripasso
• Recioto

som kun fremstilles i netop dette område.

Eftersom disse vine har en så særegen karakter, er det da også alverdens vinelskere, som står på spring for at købe de gode årgange. Veneto deles tydeligt i bjerge og fladere landskab.

Langs hele den nordlige del dominerer Alperne, mod syd de flade områder omkring floden Po, der mod øst munder ud i Adriaterhavet.

Hele den centrale del af Veneto nyder godt af de varme luftstrømme fra Adriaterhavet der standses ved Alperne.

Denne varmeophobning øger dog samtidig risikoen for kraftige regnskyl, der af og til ender i haglbyger med måske katastrofale følger for vinhøsten. Den væsentligste vinproduktion ligger i den centrale og nordlige del af regionen.

Længst mod vest finder vi Gardasøen med de lettere hvide og røde vine, som Custoza og Bardolino.

Bardolino: En generelt lettere rødvin med lavt syreindhold.

Er kendetegnet ved en rund kirsebæragtig frugt med en del krydderi. Farven kan variere fra nærmest rosé til mørk rød, uden at dette nødvendigvis afspejler en direkte forskel i styrke.

Druebasen er primært Corvina, Rondinella og Molinara.

Amarone della Valpolicella: Dette er Valpolicellas kraftigste rødvin med utrolig koncentration og kompleksitet.

Fremstillingsmåden er grundlæggende den samme som for Recioto, dog med den afgørende forskel, at vinen gæres tør.

Ligurien

Området ligger i det nordvestlige Italien, tæt ved den Franske Riviera. Det meste af vinen herfra sælges til turister og beboere, så næsten ingenting eksporteres

Området er Italiens mindste provins, men alligevel bruges her over 100 forskellige druer!

Ligurien som vinproducerende region hører til blandt Italiens mindste. Mindre end 0,5% af landets samlede produktion kommer fra disse meget stejle skråninger tæt ved middelhavet. Omfanget af vindyrkningen er da også faldet markant i området grundet den massive tilflytning til regionens større byer. Ved terrasserne i Cinqueterre ses således gamle vinmarker overgroet med buske, krat. o.l.

De tempererede skråninger er begunstiget af middelhavets konstante brise, der sikrer den nødvendige afkøling på de solvarme flader.

Generelt er der så kraftig hældning på vinmarkerne, at arbejdet i marken mærkbart besværliggøres. Alene dette faktum resulterer i en dyrere slutpris for produkterne, som alt andet lige giver de liguriske vine en medfødt konkurrencemæssig ulempe.

Trods den begrænsede vinmæssige fremstilling er Ligurien kendetegnet ved et stort antal forskellige vine.

De mere end 100 forskellige druesorter regionen dyrker resulterer i hele 85 vintyper. Så alt taget i betragtning, gør dette faktum Ligurien ganske interessant.

Betragter man regionen geografisk, træder en naturlig opdeling af landskabet frem. Den store urbane koncentration omkring Genova gør nemlig, at al vindyrkning her er trængt væk.

Eftersom Ligurien udgør et smalt bælte langs middelhavskysten er de interessante områder koncentreret henholdsvis vest og øst for Genova, størstedelen dog på førstnævnte side.

Især området omkring hovedbyen Bologna er et af Europas madtempler, med stribevis af fantastiske restauranter.

På vinsiden er Emilia-Romagna mere berygtet end berømt, for at producere masser af kvantitet frem for kvalitet.

Det er generelt mængden der tæller og det kan smages.

Ud over den vinmæssige produktion er Emilia-Romagna kendt for sine gastronomiske lækkerier, såsom osten Parmegiano Reggiano og de lufttørrede skinker fra Parma.

Når man vurderer en regions vine, bør man altid huske at tage den lokale gastronomi med i betragtning.

I et land som Italien hører mad og vin uvægerligt sammen, og man ser ofte helt nye aspekter ved vinene, når de serveres til den lokale mad.

Områdets mest kendte vin er den mousserende Lambrusco der fremstilles på Lambrusco druen.

I Danmark kendes denne vin ofte som en sød, lyserød vin der gør sig til ungdomsfester. Dette skyldes en effektiv markedsføring, som op gennem 1970’erne gjorde denne mousserende vin til vinens svar på Coca-Cola.

Alle drak Lambrusco, men som så meget andet blev vinen på et tidspunkt yt, og i dag har den et decideret dårligt ry

Årsagen skal sikkert findes i de store mængder (over 100 he./ha.) kønsløs vin, der blev produceret på sodavandsmetoden (ved tilsætning af kulsyre) og blev hentet i Tyskland til 6 kr. literen.

Denne vin var og er ikke garant for kvalitet, men der findes faktisk ganske anderledes og mere interessante vine på Lambrusco druen.

Der er i dag fire DOC vine på Lambrusco:

Lambrusco Di Sorbera
Lambrusco Grasparossa Di Castelvetro
Lambrusco Reggiano
Lambrusco Salamino Di Santa Croce

Disse vine adskiller sig fra de kedelige søde og lyserøde vine på adskillige punkter.

For det første dannes kulsyren i flasken og vinen er lukket med en rigtig champagne prop, hvilket er i modsætning til den plastikprop, der anvendes i de billigere versioner. For det andet kan vinens farve variere fra lys over rubinrød til violet og den kan være alt fra sød til knastør.

Det er typisk en behagelig tørstslukker, med en nydelig duft af hindbær og som med sin bitre eftersmag, er en fin ledsager til friske jordbær en varm sommerdag.