Bundfald

“Dépôt” er det frække franske ord for vores mere jordnære bundfald.

“Dépôt” er et nødvendigt onde i al slags kvalitetsvin, der vel at mærke får lov at “blive gammel”.

Ved vinens lagring, og dermed modning, sker der nemlig en omdannelse af det naturlige farvestof, som vinen indeholder.

Dette overskud af farvestof bliver udskilt i vinen som et naturligt bundfald, som er ganske ufarligt og kun er til gene for vinens farve og ikke mindst det “sidste glas” i flasken.

Igen skal vi have karaflerne frem fra skabet og bruge dem.

“Dekantere” er et andet fransk ord, som kan hjælpe os af med “dépôt”.

Omhæld derfor den “gamle” vin på karaffel – gerne foran et lys – og vær endelig rundhåndet med “stumperne” i flasken.
Det er trods alt bedre at få fem klare glas vin, frem for seks uklare.

Og endelig den sidste “slat” i glasset smager stadig godt på trods af, at vinen er ganske uklar.