200 n. Chr. Første bosættelse af Sydafrika ved Bantu stammer
1487 Den portugisiske Bartholomeus Diaz sejler rundt i Cape Tip
1497 Vasco Da Gama sejler rundt i kappen og beskriver søvejen til Indien
1652 Hollandske bosættere under ledelse af Jan Van Riebeeck lander i Table Bay. Grundlæggelsen af Cape Town den 6. februar
1688 Ankomst af 255 franske huguenotter til Cape
ca. 1750 Hvide bosættere skubber ind i landet
1779 Første konfrontation mellem hollænderne og Xhosa
1795 Hollænderne afstår Cape til den britiske regering
1814 Landet bliver en britisk kronkoloni
1815 Shaka Zulus magtoverfald
1824 Hvide købmænd etablerer en løsning i Port Natal (dagens Durban)
1833 Slaveriet afskaffes
1836 Afgang af omkring 6.000 Boers (Voortrekker) i Great Trek nord for at undslippe britisk protektion
1838 Boers slog Zulu i Slaget ved Blood River og Shaka Zulu rige bryder sammen
1843 Natal bliver en britisk koloni; Inderne kommer, rekrutteret af briterne, til Natal
1852 Grundlæggelsen af Boer republikken Transvaal
1857 20.000 Xhosa sulter ihjel for at slagte deres kvæg, ifølge visionen om, at de hvide ville blive drevet ud i havet.
1869 Første diamantfund i Kimberley
1871 Guld fund i det østlige Transvaal
1881 1. Boer krig, Boers besejre den britiske og Transvaal bliver Den Sydafrikanske Republik (ZAR)
1882 – 1900 Paul (Ohm) Kruger regler Transvaal
1886 Opdagelsen af guld på Witwatersrand nær Johannesburg
1893 Mohendas K. Gandhi kommer til Natal som en ung advokat
1897 Briter invaderer Zululand
1899 – 1902 2. Boer krig, med sejr til briterne, Boer republikkerne bliver britisk koloni
1910 Briterne og Boers danner Den Sydafrikanske Union og regerer sammen, sorte nægtes stemmeret, og landet bliver opdelt.
1912 African National Congress (ANC) er grundlagt
1915 Sydafrikanske tropper besætter tysk-sydvest Afrika under Første Verdenskrig.
1918 Nelson Rolihlahla Mandela blev født i Umtata den 18.
1948 De nationale partier kommer til magten. Apartheid bliver officiel regeringspolitik. Partiet forbliver ved magten indtil 1994.
1955 ANC proklamerer et frihedscharter
1959 Spinoff af Pan Afrikansk Kongres fra ANC
1960 Massakre på 67 sorte i Sharpeville og forbud mod ANC. Sydafrika er i stigende grad i global isolation.
1961 Sydafrika trækker sig ud af Commonwealth og bliver Republik
1964 I Rivonia-retssagen idømmes Nelson Mandela livsvarigt fængsel.
1967 På Groove Schuur Hospital i Cape Town, Den første hjertetransplantation udføres af Christiaan Barnard på et menneske.
1975 Invasion af sydafrikanske tropper i Angola
1976 Begynder optøjer i Soweto breder sig over hele landet. I alt mere end 600 ofre.
1977 Sorte leder Steve Biko blev dræbt i en alder af 30
1984 Ærkebiskop Desmond Tutu modtager Nobels fredspris
1985 Undtagelsestilstand bliver erklæret i Sydafrika på grund af den voksende modstand af sorte
1990 Ophævelse af ANC’s forbud mod og løsladelse af Nelson Mandela. Indførelse og afskaffelse af love, der diskriminerer
1993 Mandela og de Klerk modtager Nobels fredspris, ophævelse af økonomiske sanktioner
1994 Første demokratiske valg, Mandela bliver præsident, vende tilbage til Commonwealth
1995 Helmut Kohl bliver den første tyske kansler til at besøge Sydafrika
1996 Sandhedskommissionen påbegynder sit arbejde, som den konkluderer i 1999.
1997 En ny forfatning træder i kraft i Sydafrika den 4. februar
1999 Første frie valg i henhold til den nye forfatning. Thabo Mbeki efterfølger Nelson Mandela.
Oversigt med yderligere informationer:
Ca. 40.000 – 25.000 f.Kr. San-folket dokumenterer deres jæger/samler-livsstil i klippemalerier.
Ca. 500 f.Kr. Nogle san-folk udskifter deres nomadiske liv med kvægdrift og grundlægger de første bosættelser.
ca. 500 e.Kr. Bantu-talende folk fra Vestafrika slår sig ned i det, der i dag er Kwa-Zulu Natal. Med sig bringer de en helt ny livsstil med byer, agerbrug og evnen til at smede jern. Mange moderne sydafrikanere er efterkommere af disse tilflyttere.
Ca. 1200 Byen Mapungubwe bliver centrum for datidens største kongerige i Afrika syd for Sahara. Handlen blomstrer, og varer strømmer til fra så fjerne egne som Egypten, Indien og Kina.
1487
Den portugisiske søfarer Bartholomeus Dias formår som den første at runde Kap det Gode Håb, hvilket kommer til at revolutionere søfarten i de kommende århundreder og ændre Sydafrika for altid.
1497
Opdagelsesrejsende Vasco da Gama sejler i Bartholomeus Dias kølvand rundt om Kap det Gode Håb og finder vejen til Asien syd om Afrika.
1647 Et hollandsk skib går på grund nær nutidens Cape Town. Den nødstedte besætning bygger et fort og bor der i et år. Dette er det første europæiske forsøg på at slå sig ned i området.
1652 Handlen mellem Europa og Asien blomstrer, og behovet for en sikker havn i det sydlige Afrika vokser. Det magtfulde Hollandsk Østindiske Kompagni grundlægger den første permanente europæiske by nær det strategiske Kap det Gode Håb. Byen er forløberen til nutidens Cape Town.
1657 Kolonien har brug for mad, så hollænderne opfordrer tilflyttere til at etablere gårde omkring den nye koloni. Inden længe breder nybyggerne sig ind i områder, der egentlig tilhører de lokale stammefolk. Dette medfører uundgåeligt konflikter.
1658 Arbejdskraft er en mangelvare i den unge koloni, så slaver bliver hentet fra Madagaskar og Indonesien. Med sig bringer de blandt andet deres madkultur, der stadig præger Cape Towns lokale køkken den dag i dag. Især i bydelen Bo Kaap.
1660
Koloniens leder Jan van Riebeeck planter en hæk, der skal adskille den hvide befolkning fra områdets oprindelige beboere. I nogles øjne markerer dette den spæde start på apartheid.
1700-tallet Nybyggere søger længere og længere væk fra kolonierne langs kysten på jagt efter steder at slå sig ned. Disse kaldes til at starte med trekboers – hvilket betyder ’omvandrende landmænd’ – men med tiden bliver de blot kendt som boer.
1814 Hollændernes magt svækkes, og briterne er hurtige til at se mulighederne for at overtage den hollandske koloni, så den ikke falder i franske hænder. På det tidspunkt er Cape Town en vigtig handelsby med 25.000 slaver, 20.000 hvide, 15.000 lokale khoe-san-folk og omkring 1.000 frie tidligere slaver.
1820 Briterne forsøger at mediere mellem boerne og xhosa-folket ved at overtale 5.000 englændere til at slå sig ned i en form for ingenmandsland mellem de to kæmpende grupper. Planen er en kæmpe fiasko, og blot tre år senere er mere end halvdelen af indbyggerne flygtet tilbage til byerne nær kysten.
1852 Over de kommende år vokser skellet mellem boerne og den britiske kolonimagt. Boerne drømmer om at skabe deres eget selvstændige land, og i 1852 grundlægges The Boer Republic of Transvaal.
1852 Det først guldfund gøres i Sydafrika. Flere mindre fund tiltrækker sig opmærksomhed over de kommende årtier, men det er først med de massive guldfund i Witwatersrand i 1884, at guldfeberen for alvor starter.
1869 Diamanter findes i Kimberley, hvilket lokker endnu flere lykkejægere til Sydafrika.
1879 Zulu-krigene mellem briterne og zulu-folket raser, og i slaget ved Isandlwana lider briterne et af konfliktens mest pinlige nederlag mod de teknologisk underlegne men bravt kæmpende zuluer.
1881 Boerne kæmper også mod briterne og vinder den første Boer-krig.
1884 Nogle af verdens største guldforekomster findes i Witwatersrand, hvilket starter guldfeberen i Sydafrika for alvor. Grundlæggelsen af Johannesburg er et direkte resultat af dette.
1893
Den unge indiske advokat Mahatma Gandhi ankommer til Sydafrika, hvor han over de kommende 21 år former mange af de ideer, der senere gør ham til en nøglefigur i Indiens kamp mod den britiske kolonimagt.
1902 Den anden Boer-krig kræver 26.000 ofre, inden en fredsaftale afslutter stridighederne.
1910 The Union of South Afrika grundlægges. Engelsk og hollandsk bliver nationalsprog.
1912 Ledere af alle Sydafrikas etniske grupper mødes, og danner kimen til det, der senere bliver det politiske parti African National League (ANZ)
1927 Kruger National Park åbnes for offentligheden.
1948 National Party vinder kontrol med parlamentet efter en valgkamp baseret på opdeling af racerne. Efter valget er de hurtige til at institutionalisere deres idéer om apartheid.
1960 Der er storpolitisk modstand mod apartheid, og regeringen svarer igen ved at forbyde oppositionspartierne ANZ og PAC.
1961 Sydafrika forlader det britiske imperium og bliver en selvstændig republik.
1963
Modstanden ulmer stadig. Blandt andet i skikkelse af Nelson Mandela, der idømmes fængsel på livstid for sit politiske arbejde.
1976 Utilfredsheden mod apartheid og det politiske system bryder ud i lys lue i Soweto-bydelen i Johannesburg. Urolighederne breder sig til andre dele af landet.
1982 Første person dør som følge af AIDS i Sydafrika. I dag har Sydafrika mere end 7 millioner Hiv-positive, hvilket er det største registrerede antal i noget land i verden.
1990 Efter 27 år i fængsel frigives Nelson Mandela. Han bliver hurtig frontfigur for håbet om et nyt og mere retfærdigt Sydafrika.
1993 Nelson Mandela og Frederik de Klerk tildeles Nobels fredspris.
1994 Det første demokratiske valg afholdes i Sydafrika. Nelson Mandela vælges som præsident.
1996 Ny og meget progressiv grundlov sikrer øgede rettigheder for kvinder og homoseksuelle.
2010 Sydafrika er vært for verdensmesterskabet i fodbold som det første afrikanske land nogensinde.
2013 Nelson Mandelas død sender Sydafrika ud i landesorg.
Sydafrika - historie
Befolkningsmønstret og jordfordelingen i Sydafrika før koloniseringen var resultatet af flere århundreders samspil mellem san-folkets jægere og samlere, khoi-folkets kvæghyrder og bantu-stammerne, som var agerbrugere.
Omkring 1600 var khoi og san, som af de hvide senere blev kaldt hhv. hottentotter og buskmænd, bosat i den sydvestlige del af landet, mens bantuer havde bredt sig over den nordøstlige halvdel af det nuværende Sydafrika.
På samme tid brugte bl.a. hollandske og engelske skibe den naturlige opankringsplads under Taffelbjerget ved Kap det Gode Håb til proviantering, og i 1652 etablerede det hollandske Forenede Ostindiske Kompagni (VOC) en fast handelsstation, som hurtigt voksede.
I 1717 var der 2.000 hvide indbyggere i Kapkolonien, i 1780 var der 10.000.
De første ofre for den europæiske kolonisering var khoifolket, der allerede var forsvundet omkring 1800, men også San folket blev fordrevet og næsten udryddet af de hvide boeres militsgrupper.
Til gengæld blev der importeret slaver fra andre dele af Afrika; deres antal svarede igennem 1700-t. nogenlunde til den voksende hvide befolkningsgruppes.
Ved blandingen af hvide, slaver og khoisan opstod en såkaldt farvet befolkningsgruppe.
De hvides ekspansion førte fra 1770’erne til en lang række krige med bantu folkene; alene med xhosaerne udkæmpedes otte grænsekrige mellem 1779 og 1853.
Zulurigets opståen og ekspansion i første halvdel af 1800-t., Mfecane, medførte fordrivelse og folkevandringer for andre indfødte folkeslag.
Præsidenter
Periode | Præsident |
1978-79 | |
1984-89 | |
1989-94 | |
1994-99 | |
1999-2008 | |
2008-09 | |
2009-18 | |
2018- |
Storbritannien annekterede Kapkolonien i 1795, gav den tilbage til Holland i 1803, men overtog den atter i 1806.
Herefter tog koloniseringen fart med øget handel, mission og import af flere tusinde britiske nybyggere.
Briternes afskaffelse af slaveri i 1834 var en medvirkende årsag til Det Store Trek, hvor tusindvis af afrikaanere udvandrede fra Kapkolonien til det sydafrikanske indland.
Udvandringen førte til oprettelsen af boer republikkerne Oranje Fristaten, Transvaal og Natalia; den sidste blev i 1843 indlemmet i den britiske Kapkoloni, hvoraf Natalkolonien udskiltes i 1856.
Fra 1860’erne blev arbejdskraft importeret fra Indien til sukkerplantagerne i Natal.
Udvinding af diamanter begyndte i 1870’erne ved hjælp af lavt betalte sorte migrantarbejdere, og i 1880’erne indledtes også guldudvinding.
De rige mineralforekomster førte sammen med strategiske overvejelser til, at Storbritannien forsøgte at sikre sig kontrol over hele det sydafrikanske område, hvilket lykkedes med Boerkrigen 1899-1902.
Boer republikkerne blev britiske kronkolonier; i 1910 samledes de med Natal- og Kapkolonien i Den Sydafrikanske Union, der blev en selvstændig dominion inden for Det Britiske Imperium.
Sydafrikas kolonihistorie svarer på mange punkter til det øvrige Afrikas, men den store hvide befolkning og opdagelsen af diamanter og guld medvirkede kraftigt til en særudvikling i Sydafrika; dels blev de indfødte afrikanere fordrevet fra store dele af landet, dels blev der skabt grundlag for en mere gennemgribende industrialisering end i noget andet afrikansk land.
Både politisk og økonomisk udvikling blev præget af mere udtalt racemæssig ulighed. Ved oprettelsen af Den Sydafrikanske Union stadfæstedes et racediskriminerende system, hvori de sorte kun fik yderst begrænset parlamentarisk indflydelse.
Det vigtigste politiske parti i det hvide parlamentariske system var i begyndelsen South African Party, som forsøgte at forene afrikaanere og engelsktalende.
Partiets ledende skikkelser var Louis Botha, Sydafrikas første premierminister, og Jan Smuts; de var begge tilhængere af sydafrikansk deltagelse i 1. Verdenskrig, hvilket i 1914 førte til, at J.B.M. Hertzog, som var imod krigsdeltagelse, oprettede det afrikaanerdominerede National Party of South Africa (NP).
NP får stadig mere indflydelse og dannede fra 1924 regering med Labour Party. Ved Westminsterstatutten af 1931 underbyggedes Sydafrikas uafhængighed af Storbritannien yderligere.
I 1933 brød NP med Labour og dannede i stedet regering med South African Party; året efter smeltede de to partier sammen i United Party.
I de følgende 15 år, især under og umiddelbart efter 2. Verdenskrig, gennemgår Sydafrika en hurtig industrialiserings- og urbaniseringsproces, hvorunder segregationslovgivningen udbyggedes og opretholdt de hvides privilegier både på arbejdspladserne og i boligområderne.
Beslutningen om at deltage i 2. Verdenskrig på allieret side samt en efter omstændighederne relativt liberal racepolitik førte i 1939 til gendannelsen af et hvidt nationalistparti, Reunited National Party.
Partiet vandt regeringsmagten i 1948 og gennemførte en mere rigid racediskrimination under betegnelsen apartheid.
Mens næsten hele det øvrige Afrika i de følgende årtier blev afkoloniseret, kom apartheidsystemet til at stå stadig mere alene tilbage som eksempel på institutionaliseret hvidt overherredømme.
Under National Partys ledelse fungerede Sydafrika frem til 1990 med en privilegeret parlamentarisme for de hvide, men som en undertrykkende politistat over for de sorte.
De indfødtes væbnede kamp mod koloniseringen i 1800-t. blev fra begyndelsen af 1900-t. afløst af mere moderne politiske frihedsbevægelser, vendt mod det hvide herredømme.
Kampen var i nogle perioder ledet af de sorte fagbevægelser, i andre perioder blev utilfredsheden samlet i brede politiske bevægelser som All African Convention.
Kampen var ikke-voldelig indtil efter Sharpeville massakren i 1960, da ANC og PAC sammen med andre organisationer blev forbudt og herefter indledte væbnet kamp mod styret.
Massakren førte også til international kritik af Sydafrika, som nødtvungent meldte sig ud af Commonwealth of Nations og i 1961 skiftede navn og status til Den Sydafrikanske Republik.
Fra midten af 1970’erne blev apartheidsystemet gradvis svækket pga. økonomisk stagnation, international isolation og voldsom modstand fra det sorte befolkningsflertal, især efter Soweto-oprøret i 1976.
Apartheidstyret forsvarede sig gennem forstærket undertrykkelse, halvhjertede reformer og krig mod nabolandene helt frem til 1990, da apartheid officielt blev afskaffet, og åbne forhandlinger blev indledt med ANC om en magtdeling.
De ledende kræfter i denne udvikling var Frederik de Klerk, præsident fra 1989, og Nelson Mandela, ANCs leder, der sad fængslet 1962-90.
Begge personer fik Nobels fredspris i 1993.
Ved landets første demokratiske valg vandt ANC i 1994 parlamentarisk kontrol, og Mandela blev præsident.
Samme år genindtrådte Sydafrika i Commonwealth. ANC har som regeringsparti tilstræbt at kombinere økonomisk vækst med en mere social og racemæssig retfærdig fordelingspolitik.
Med nedsættelsen af Sandhedskommissionen i 1995 indledtes en kortlægning af menneskerettighedskrænkelserne under apartheidstyret med henblik på befolkningsgruppernes forsoning.
Han blev afsat efter store afsløringer om korruption med stor opbakning fra folket og Cyril Ramaphosa blev samme dag 14. februar 2018 indsat som præsident.
Sydafrika har en stor indvandrerbefolkning samt mange flygtninge fra mange af Afrikas uroområder; mange var flygtet fra den katastrofale økonomiske krise i Zimbabwe og det har flere gange udløst uroligheder og usikkerhed i landet.
Apartheid
Apartheid er heldigvis forbi, men man ønsker ikke at glemme, hvad der skete. På disse fire steder kan du lære mere om apartheid og mærke historien helt tæt på.
Her mindes apartheid
I sidste halvdel af det 20. århundrede lagde apartheid en mørk skygge over Sydafrika. Apartheid var et politisk system, der havde til formål at klassificere befolkningen i racer og så holde disse grupper så adskilt som muligt.
De største grupper var sorte, hvide, asiater og farvede, der var en person med både sorte og hvide aner og især den store sorte del af befolkningen blev meget dårligt stillet.
Mange blev tvunget til at flytte til deres ’hjemland’, som de ofte ikke havde noget forhold til, mens andre blev samlet i særlige bydele kaldet townships.
Også undervisning, adgang til læger og andre borgerservicer blev strengt raceopdelt, og de servicer, der blev gjort tilgængelige for den sorte del af befolkningen, var langt ringere end dem, hvide borgere havde adgang til.
For eksempel fik et hvidt barn i 1970’erne tildelt 10 gange flere penge i undervisningssystemet end et sort barn.
Forskellige racer måtte heller ikke bruge de samme biografer, restauranter, offentlige toiletter, drikkefontæner eller puslerum, og en overtrædelse af dette kunne medføre flere års fængsel.
Ægteskaber på tværs af racergrupperingerne var ulovlige, og det var helt legalt at diskriminere på arbejdspladser, så sorte fik dårligere forhold og lavere løn end hvide.
Regeringen havde ret til at nedrive sorte slumkvarterer uden varsel eller kompensation, og sorte måtte kun køre med særlige busser eller på 3. klasse i togene.
Første og anden klasse var forbeholdt hvide.
Hvide havde desuden et dobbelt så højt skattefradrag som sorte, og sorte politibetjente måtte ikke arrestere hvide borgere uden særlig tilladelse.
Omvendt måtte det hvide politi naturligvis arrestere sorte for selv den mindste forseelse.
Protester
Ikke overraskende var dette system stærkt forhadt blandt den sorte del af befolkningen – samt en lille minoritet af hvide. Partiet African National Congress (ANC) stod bag de første strejker og demonstrationer i 1949.
De blev slået hårdt ned, men flere uroligheder fulgte op gennem 1950’erne og 1960’erne. Med tiden blev de mere militante, hvilket førte til, at den fremtrædende ANC-politiker Nelson Mandela blev fængslet.
Men protesterne fortsatte, og i 1976 brød utilfredsheden ud i lys lue i Soweto-bydelen i Johannesburg.
Volden tog til op gennem 1980’erne.
Det samme gjorde presset fra det internationale samfund, hvis sanktioner mod Sydafrika ramte økonomien hårdt.
Det var i denne periode, at man så småt begyndte at indse behovet for forandring. Gennembruddet kom i 1990, hvor premierminister F. W. De Klerk i sin åbningstale til parlamentet erklærede, at han ville afskaffe de diskriminerende love, løslade politiske fanger og lovliggøre sorte modstandspartier som ANC.
Derved kunne Nelson Mandala forlade fængslet den 11. februar 1990 som en fri mand efter 27 års fangenskab.
I 1992 stemte den hvide befolkning ’ja’ til at afskaffe apartheid, og i december 1992 skabte den nye forfatning lige politiske vilkår for hele Sydafrikas befolkning.
Sydafrika blev uafhængigt allerede i 1910 og adskiller sig derved fra de fleste andre afrikanske lande, som først blev selvstændige i 60’erne.
Alligevel blev vejen til sort flertalsstyrelængere og blodigere i Sydafrika end i de øvrige afrikanske stater.
De første hvide kom til Afrikas sydspids i 1488, men først i midten af 1600-tallet slog europæere sig permanent ned.
Det var hollandske bønder kaldet boere, det hollandske ord for bonde.
Det sydlige Afrika var tyndt befolket. Europæerne døbte indbyggerne hottentotter, buskmænd og kaffirs.
Hulemalerier viser, at de havde boet der i tusinder af år.
Stadig flere europæere kom til Sydafrika.
De købte slaver i nabolandene og kom i kamp med de sorte stammer. I Europa måtte den hollandske konge flygte til Storbritannien efter, at Frankrig havde slået hans tropper.
Fra 1806 var Sydafrika officielt en britiskkoloni.
Briterne ophidsede boerne ved at beordre slaverne frigivet.
De hollandske efterkommere brød op og indledte i 1835 Det Store Trek, en vandring, der strakte sig over flere år og førte dem dybt ind i Sydafrika.
Undervejs var de i stadige kampe med lokale stammer. Imens var briterne begyndt at anlægge sukker- og bomuldsmarker.
Det arbejdskrævende landbrug krævede flere folk, end de kunne findelokalt, og briterne begyndte at hente arbejdere i Indien.
Striden mellem boerne og briterne udviklede sig i sidste halvdel af 1800-tallet til regulær krig.
Første Boerkrig i 1880-81 endte med et nederlag til briterne, men de tog hævn i Anden Boerkrig1899-1902, hvor boerne reelt måtte underlægge sig britiskoverherredømme. Forinden havde boerne udviklet en ny taktik -guerillakrig, hvor tilsyneladende fredelige bønder pludselig forvandlede sig til krigere i bagholdsangreb på briterne, hvorpå de vendte tilbage til deres marker.
Briternes modtræk var indespærring af boernes hustruer og børn – det der senere blev kaldt koncentrationslejre.
Boerkrigene handlede om land og adgang til nyopdagede reserver af mineraler, guld og diamanter.
Lykkeriddere strømmede til og fortrængte i stadig højere grad den oprindelige befolkning. Den blev henvist til reservater – jordområder med dårlig landbrugsjord.
Efter selvstændigheden i 1910 blev fortræningen af de sorte formaliseret med jordloven i 1913.
Den tildelte 87 procent af jorden til de hvide, resten måtte de sorte og farvede deles om. Ikke-hvide fik forbud mod at købe jord udenfor reservaterne.
Adskillelsen af de forskellige befolkningsgrupper blev endnu skarpere efter valget i 1948, hvor Nationalistpartiet kom til magten.
Befolkningen blev opdelt i racer, og nye love bestemte, hvor de hver især måtte bo.
Der blev indført forbud mod sex og ægteskab mellem racerne.
Millioner blev tvangsforlyttet og fængslerne overfyldte med arrestanter, der havde overtrådt en af de talrige nye regler.
Forløberen for Den Afrikanske Nationalkongres, ANC blev etableret allerede i 1912, men først i 50’erne markerede tilhængerne sig med demonstrationer og ulydighedskampagner. De krævede, at alle skulle have lige rettigheder uanset race, farve, køn eller religion.
21. marts 1960 åbnede politiet ild mod en demonstration med henved 5.000 deltagere i byen Sharpeville syd for Johannesburg. 69 blev dræbt.
Mange blev skudt i ryggen, da de flygtede. ANC blev forbudt, medlemmerne gik under jorden eller i eksil og indledte en væbnet kamp mod det hvide styre.
Nelson Mandela blev anholdt i 1962 for at have opfordret til protestaktioner.
Han og den øvrige ANC-ledelse blev idømt fængsel på livstid.
Mandela fortsatte med at agitere mod apartheid frafængselsceller på blandt andet fangeøen Robben Island få kilometer fra Cape Town.
Han nægtede at opgive kampen, selv om myndighederne lokkede med løsladelse, hvis han ville stoppe.
Også uden for fængselsmurene fortsatte kampen.
Den 16. juni 1976 protesterede skoleelever i Johannesburg-forstaden Soweto modtvungen undervisning i boernes sprog afrikaans.
Sydafrikansk politichokerede ved at åbne ild, og den kommende tid blev op imod 500 dræbt under voldsomme sammenstød mellem civile og sikkerhedsstyrker.
Efter massakren i Soweto indførte myndighederne en ny stribeforbud.
Det ramte blandt andet de studerendes organisation. Steve Biko, som havde været med til at stifte organisationen, blev fængslet. Året efter blev han myrdet i fængslet.
Sydafrikas sorte befolkningsflertal kæmpede ikke kun mod det hvide mindretalsstyre, der var også strid indbyrdes.
Inkathas Frihedsparti med zulu-lederen Mangosuthu Buthelezi i spidsen kritiserede ANC for at være domineret af xhosaerne, og de to etniske grupper stødte voldsomt sammen i Kwazulu-Natal provinsen og omkring Johannesburg.
Striden blev i 80erne og starten af 90ernekraftigt opmuntret af yderligtgående hvide.
F. W. de Klerk indså behovet for reformer og begyndte at forhandle med lederne af de forbudte sorte organisationer.
Da han blev præsident i 1989, løslod han en række ANC-ledere.
Nelson Mandela kom fri i 1990, da havde han siddet fængslet siden 1962.
Samme år blev forbuddet mod ANC og øvrige oppositionspartier og bevægelser ophævet.
I 1992 stemte to tredjedele af den befolkning for reformer, der skulle ophæve apartheid, og en stor del af de internationale sanktioner mod Sydafrika blev ophævet.
I 1993 modtog Mandela og de Klerk Nobels fredspris.
ANC vandt Sydafrikas første frie valg i 1994 stort. ANC dannede regering med Inkatha Frihedspartiet og de Klerks Nationalistparti.
Mandela blev præsident, de Klerk vicepræsident og Buthelezi blev indenrigsminister.
I 1996 trak Nationalistpartiet sig ud af regeringen.
Samme år indledte Sandhedskommissionen ledet af ærkebiskop Desmond Tutu høringer om overgreb foretaget underapartheid.
Anklagerne var rettet mod alle parter, sorte som hvide, i et forsøg på at skabe forsoning. Sydafrika er dog stadig i dag præget af politisk vold dog i mindre grad.