Campanien- Apulien
- Basilicata
- Calabrien
- Sicilien
Campanien
Set fra en vinelskers synspunkt hører Campanien til blandt det mindst interessante i Italien. På trods af et dyrkningsmæssigt godt potentiale kan antallet af virkeligt gode producenter reelt tælles på én hånd – måske to.
Kun godt 5% af regionens samlede landbrugsareal bruges til vindyrkning, og Campanien er da også et af de få områder, hvor man importerer mere vin end man producerer. 
Fokuserer man derimod på Campaniens elite, hersker der ingen tvivl om, at regionen byder på exceptionelle og karakteristiske vine med stor personlighed.
Vine som Greco di Tufo og Taurasi er meget afholdte og har siden romertiden nydt stor anerkendelse, også uden for Italiens grænser.
Campanien præget af to landskabstyper.
Mod øst langs hele regionen finder vi Appenninernes kølige omgivelser, der danner rammen om f.eks. vinene fra Avellino.
Mod vest er regionen domineret af den varme kyststrækning samt øerne Ischia og Capri.
Typisk lav kvalitets (men høj kvantitets) område i syd Italien.
I oldtiden var området berømt for sine vine, men det er gået ned ad bakke siden da.
Der er dog lyspunkter som Greco di Trufo og Fiano de Avellino blandt de hvide, og Vesuvio og Taurasi blandt de røde vine.
Taurasi: Måske Syditaliens mest anerkendte rødvin fremstillet på mindst 70% Agianico druer. De resterende 30% kan erstattes af Piedirosso, Sangiovese eller Barbera.
Meget koncentreret og langtidsholdbar vin med stor dybde og mange nuancer. Duft og smag henad chokolade, kakao og mahognitræ.
Fadlagringen foregår typisk på store slavonske egefade.
Apulien /Puglia
Puglia er støvlens hæl og udgør således det sydøstligste af Italien.
Apulien er Italiens gigant med hensyn til vindyrkning.
Regionen producerer således flest druer og mest vin i hele Italien, og historisk set er Apulien da også et af de få områder som efter romertiden har haft en stabil høj produktion. 
På trods af talrige besættelser af bl.a. byzantinere, saracenere, gothere, normannere, venetianere og aragonesere er det altså lykkedes Apulien at bevare fokus på dyrkning og fremstilling af vin og olivenolie.
Apulien sig ud som Italiens fladeste region. Kun 2% udgøres af bjerge, 45% af mindre bakker og dale, mens de sidste 53% er plateau’er.
Mere end 80% af Apulien er opdyrket landbrugsjord hvoraf vinstokke, oliventræer og korn repræsenterer langt størsteparten.
Hvad angår de klimatiske forhold er Apulien begunstiget af varme somre med relativt lidt nedbør.
Nordpå, hvor de eneste bjerge befinder sig, finder vi en konstant vekslen i vejret grundet samspillet med vindene fra Adriaterhavet.
Sydpå, hvor der ellers er meget varmt, sikrer kyststrækningen på begge sider en jævn ventilation af indlandet.
Klimaet er ganske varmt og tidligere blev her kun fremstillet store mængder vin af meget ringe kvalitet.
Det var dovne og plumpe vine der ikke vakte den store interesse blandt forbrugerne, men i løbet af det sidste ti år er kvaliteten højnet voldsomt, uden at prisen er fulgt alt for meget med op.
Specielt vinene på Primitivo (der er identisk med Zinfandel i USA), nyder i dag stor anerkendelse og betragtes vel efterhånden som en vinøs klassiker.
Udover Primitivo har Negroamaro og Malvasia Nero markeret sig med bastante og kraftfulde vine, men her anvendes også sorter som Aglianico, Montepulciano og Cabernet Sauvignon.
Hvidvin er mindre succesfuld men her fremstilles dog lidt på Greco og Chardonnay. Blandt de bedste underområder er:
- Copertino
- Salice Salentino
Salice Salentino: Den vel nok mest kendte vin fra Apulien. Langt størstedelen af vinene med dette navn er røde, men det bør nævnes, at der også findes interessante rosévine.
Rødvinen kan have en tæt, fed og kødfuld konsistens med en karakteristisk bitter undertone. Hoveddruen bag Salice Salentino er Negroamaro, som tager sit navn fra den sorte farve og den førnævnte bitterhed.
Copertino: Solid og kropstung rødvin fra hjertet af Salento i det sydlige Apulien. Som for Salice Salentino baseres størstedelen af vinen på den lokale Negroamaro.
Det er dog tilladt at medtage op til 30% Malvasia Nera/Montepulciano samt op til 15% Sangiovese. Copertino kan af og til findes som rosé.
Basilicata
Ligger i syd Italien og klimaet her er egentlig ikke særligt velegnet til vin produktion.
Som en af Italiens fattigste regioner har Basilicata gennem det meste af historien haft vanskeligt ved at markere sig som seriøs vinproducent.
I det meste af det 20. århundrede har Basilicata fungeret som en slags underleverandør af bl.a. Aglianico druer til den mere driftige nabo Apulien. 
Først fra 1973 da Basilicata fik sin egen DOC, begyndte regionen for alvor at fremstille og sælge egne vine.
Dette faktum er sådan set lidt ironisk, eftersom netop Aglianico i dag hører til blandt Syditaliens bedste vine.
Men på den anden side belyser det samtidig, hvor stor betydning både kapital, men ikke mindst tilstedeværelsen af en DOC har på udviklingen af vin!
Geografisk er Basilicata klemt inde mellem Apulien, Campanien og Calabrien med kun en relativt lille kyststrækning mod syd
Den mest anvendte drue er Aglianico og den bedst kendte vin er Aglianico del Vulture, som laves på vulkanske skråninger.
Aglianico del Vulture: En af udseende meget mørk og tæt vin med stor koncentration. I de første år er vinene ofte meget tillukkede i både duft og smag, og det er nødvendigt at væbne sig med tålmodighed før det fulde potentiale viser sig.
Når først Aglianico del Vulture åbner sig, bliver den meget kødfuld og charmerende med præg af eksempelvis mørke bær og chokolade.
De allerbedste kan opnå ekstremt høj klasse med et, især for Syditalien, meget stort lagringspotentiale (10-15 år).
Calabrien
Ligger i den sydligste del af Italien og danner støvlens spids. Vinproduktionen i dette område er ældgammel, men af svingende kvalitet.
Med hensyn til vinproduktion har Calabrien set bedre tider.
For hundrede år siden var regionen både kendt og anerkendt for indtil flere slags rødvine.
I dag hviler renomméet udelukkende på én vin, og det virker lidt som om, at Calabrien bliver overhalet indenom af de mere produktive regioner.
En af de væsentligste årsager til denne udvikling skal også ses i lyset af, at vindyrkning kun udgør en lille del af det lokale landbrug.
Calabriens landskab er så afgjort domineret af bjerge, eftersom Appenninerne udgør mere end 90% af overfladen. Selv om Calabrien ligger så langt sydpå, undervurderer man ofte Appenninernes kølende effekt.
Som i Basilicata er der også her ekstreme udsving i de klimatiske forhold, og man har alt fra subtropisk klima helt i syd (grundet den direkte påvirkning af afrikanske vinde), til alpine forhold i de højerebeliggende områder.
Der anvendes et utal af druer, her i blandt Gaglioppo. Den mest kendte vin herfra er Cirò.
Sicilien
Italiens sydligste region er en mastodont hvad angår vinproduktion. Efter regionen Apulien kommer Sicilien ind på en suveræn andenplads hvad angår produceret mængde vin.
Kigger man efter i statistikkerne vil man ironisk nok kunne konstatere at det er selv samme region, som internt konsumerer mindst vin!
Der hersker nemlig ikke tvivl om, at Sicilien besidder et enormt potentiale, og at vi kommer til at se langt mere til øens fortræffeligheder i den kommende tid.
Set historisk har Siciliens vinmæssige kompetence også haft vægten på søde vine. I første omgang har Marsala vinene været dominerende og senere er også de Moscato- og Malvasia baserede vine kommet godt med.
I dag er det de tørre vine, som har den primære interesse – især de røde af slagsen. Geografisk er middelhavets største ø ganske karakteristisk.
Det trekantede Sicilien har trods sin store overflade på næsten 26.000 kvadratkilometer, kun relativt få deciderede vindyrkningsområder.
Ud over Appenninernes dominans langs den nordøstlige del af regionen, har Sicilien og naboøerne Lipari og Vulcano tre aktive vulkaner, hvoraf Etna er den mest kendte. Alle vulkanområderne er gode vindyrkningsområder grundet bl.a. et meget højt indhold af potassium.
Kun 15% af Siciliens overflade ligger under 100 meters højde, så lige bortset fra de allerhøjeste tinder er en utrolig stor del af øens overflade ideel til vindyrkning.
Sicilien er middelhavets største ø og ligger som fodbolden foran den italienske støvle. Det varme klima er perfekt til at producere store mængder vin, og hele 15% af Italiens samlede produktion kommer fra denne ø.
Desværre er det traditionelt plumre og dovne vine der fremstilles, og meget af det bliver eksporteret som bulk vin.
I dag fremstilles her virkelig flotte og spændende rødvine på druer som Frappato, Primitivo, Syrah, Merlot og den lokale Nero d’Avola
Vinene på denne drue kan være alt fra lette og lyse, til tætte og røgede sager med masser af power.
På hvidvinssiden har Chardonnay virkeligt vist tænder, og der fremstilles i dag fantastiske Chardonnay vine på Sicilien.
De bedste hvidvine på traditionelle druer, fremstilles af Greco, Inzolia og Cataratto.
Den mest kendte vin herfra hedder Etna og kommer fra vulkanen af samme navns skråninger, men her fremstilles også glimrende søde vine under navnet DOC Moscato di Panteleria på den nærliggende ø Panteleria.
Tidligere var øens største aktiv de søde Marsala vine som blev eksporteret til hele verden.
Moscato di Panteleria
En karakteristisk aromatisk og fyldig vin fremstillet på Zibibbo, som er en lokal klon af Moscato. Farven er tæt på det ravgyldne. Vinen fremstilles også som mousserende.
Moscato di Noto
Dessertvin af høj klasse baseret på Moscato druen. Fremstilles kun i få hundrede eksemplarer og er meget eftertragtet lokalt.
Marsala
En hedvin, der i grundprincipperne fremstilles som Sherry. Stilen er på samme måde mere eller mindre oxideret, og Marsala kan tilsvarende findes i både tørre og søde udgaver.
Anvendes både alene – som f.eks. aperitif – og i køkkenet, hvor vinen har en stærk position. Druebasen udgøres af de lokale Catarratto og Grillo.
I dag er produktionen dog gået meget tilbage og det samme gælder kvaliteten.