Portugal

Hvornår de første vinplanter blev sat i landet er højst usikkert, men man ved med sikkerhed, at der blev produceret vin på romer tiden, og at produktionen nogle steder fortsatte, selv efter de muslimske maurere havde erobret store dele af landet.
Der blev allerede i 1100-tallet eksporteret vin til tørstige englændere og Portugals position som en af Europas vigtigste vin eksportører blev cementeret i de efterfølgende århundreder, specielt gennem samarbejde med englænderne.

Briterne gjorde alt for at undgå at købe fransk vin, og det gav Portugal en chance de udnyttede dygtigt.

I 1800-tallet gjorde Vinlusen dog en ende på denne æra, og da man endelig langt om længe havde fået problemet under kontrol, var efterspørgslen borte.

For portugiserne blev starten af 1900-tallet en slags restitutionsperiode, der blev afløst af diktator Salazars tanke om store vinkooperativer, som skulle effektivisere produktionen.

Rødvinene blev syreholdige, slappe og den generelle kvalitet var særdeles lav.
Siden gik det en smule fremad, og i 1960’erne var Danmark den største aftager af portugisisk vin – mere end hver anden flaske på de danske borde var fra Portugal.
I dag er kvaliteten klart stigende, men desværre for portugiserne, ser det ikke ud til at gå hurtigt nok.

Lande som Argentina, Sydafrika, Australien og Chile konkurrerer i det samme markedssegment som portugiserne, men de er langt mere effektive.

De oversøiske marker er større og bedre drevet, og derfor kan de levere vine af god kvalitet til få penge, hvilket Portugal har svært ved at konkurrere med.

Selvom Portugal er et af de ti mest vinproducerende lande i verden, er det ikke mange af landets vine, der nyder international respekt.

Landet er mere kendt for sin Portvin og sin enorme kork produktion.

Over halvdelen af verdens kork vokser i Portugal, og næsten alt sammen fås fra de korkege, der vokser i Alentejo.

I slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne var størstedelen af den vin, vi drak herhjemme, fra Portugal.

Vinens fortræffeligheder var få, – den gjorde ingen skade, og prisen var så lav, at alle kunne købe den i litervis.

Dette har i dag ændret sig, og selv om der stadig laves vin af ringe kvalitet flere steder i Portugal, går tendensen i højere grad den anden vej.
Det fascinerende ved Portugal er, at landets vindyrkere har forstået at skabe denne positive udvikling inden for de lokale traditioner uden brug af »flying winemakers«.

Disse har nemlig ikke – på trods af mange erfaringer med at lave stor vin – kendskab til de enkelte egnes traditioner, historie og terroir, – kort sagt til alt det, der giver vinen sjæl.
Portugals vin areal er på ca. 387.000 ha.

Portugal indtrådte i EU i 1986, men har alligevel formået at bibeholde deres vinmæssige særpræg. De har stadig deres egne skikke og arbejder med omkring 200 forskellige druesorter, hvoraf næsten ingen nyder international respekt.

Vinho de Mesa

Dette er Portugals modstykke til Frankrigs Vin de Table.
Det er vin som produceres til lokal konsumering og som skal drikkes ungt.
Som regel tappes vinen i store dunke, hvilket udelukker henvisninger til årgang, område og druesort.

Disse vine kan være rigtig gode mens de har deres ungdom og friskhed i behold, men man kan også risikere at løbe ind i vine, der er næsten udrikkelige for andre end de lokale.

Indicacão de Provenienca Regulamentada (IPR)

IPR kan sammenlignes med den franske VDQS kategori.
Der stilles eksakte krav til producenterne vedr. anvendelsen af druesorter, maksimalt høstudbytte og mindst tilladte alkoholprocent.

Ydermere føres der streng kontrol af producenterne, således at standarden kan bibeholdes.
IPR har – ligesom VDQS i Frankrig – ikke opnået stor popularitet, og det er en klassifikation man sjældent løber ind i.